How Google AdWords effect SEO rankings
How Google AdWords effect SEO rankings
13/12/2017

STORYTELLING
- den komplette guide


 

FORTÆL HISTORIER

- Sådan gør du!



Lær, hvordan du fortæller en historie med alle de ingredienser, som en god historie har.





Dette er en tilnærmelsesvis komplet guide til, hvordan du fortæller en god historie. En rigtig historie med alle de virkemidler, som god storytelling gør brug af.

Jeg har lavet guiden, så den finder bred anvendelse. Du vil kunne bruge den, når du sidder og bakser med manus til din novelle eller din roman, til film, journalistik eller reklame. Overalt, hvor du på den ene eller anden måde ønsker at fortælle en god historie, vil du kunne bruge denne guide.

Hvem er jeg
Selv er jeg journalist og tekstforfatter. Jeg har års erfaring med fortællende journalistik og reklame, der gør brug af storytelling, dvs. den, du kender fra film i fjernsynet eller romaner, du læser i sommerferien. Læs mere om min profil her.




Indholdsfortegnelse

(Klik på overskrifterne og gå til kapitlet)



DEL I: FORUDSÆTNINGER & DISPOSITION

  1. Historiens magt
  2. Få start, mellem og slutning på din skriveproces
  3. Kend reglerne, før du bryder dem
  4. Nødvendige ingredienser i den gode historie
  5. VIGTIGT: Dispositionen & den dramatiske kurve
  6. EKSEMPEL: Disponering af 'Den lille pige med svovlstikkerne'


DEL II: GODE RÅD TIL STORYTELLING

  1. Brug aktive verber
  2. Dramaet handler om mennesker
  3. Dramaet skal have en hovedperson
  4. Lad din hovedperson gennemgå en udvikling
  5. Don’t tell, but show
  6. Kill Your Darlings
  7. Hold sammen på info, du præsenterer
  8. Lav din disposition i overskrifter
  9. Start med slutningen
  10. Chekovs gevær
  11. Loose Yourself og få flow
  12. 1. udkast skal være råt
  13. Finpudsning til 2. udkast
  14. Først nu kan redaktøren tage over





 


DEL I: FORUDSÆTNINGER & DISPOSITION



Historiens magt

Den gode historie får et budskab ud over rampen på en hel anden måde end andre formidlings-former.

Den dramatiske historie kan noget, som ingen anden form for formidling evner. På én eller anden måde taler dramaet på én gang til hele dit væsen, dvs. både til fornuften og følelserne, til hjernen, hjertet og dine nosser (hvad enten, du er kvinde eller mand). Det er der ingen anden formidlings-form, der gør og derfor er fortællingen et mægtigt redskab i de rette hænder.

Flere detaljer


På min morfars gård fandtes tusind ting, som et barn kunne komme alvorligt galt afsted med. Én af dem var hans kompressor. Den brugte han, når han pumpede hjulene på sine traktorer. Vanvittige kræfter jog ud i kompressorens luftstråle. Når maskinen løb tør for luft, satte elmotoren selv i gang uden varsel og hjulet, der drev den, var ikke afskærmet.

Pas på med den kompressor…

Sådan begyndte han den skræmmehistorie, som jeg tydeligt husker helt til i dag.

Min morfar fortalte om en karl, der hjalp ham på gården.

"Han var lidt af en verdensmand. Der var ikke den ting, han ikke kunne, men da han kom ind til mormor i køkkenet smurt ind i blod med tre af sine egne fingre i den anden hånd, var han ikke så stor i slaget længere. Lægerne prøvede at sy dem på igen, men det kunne ikke lade sig gøre. Han var uforsigtig bare et øjeblik. Det var nok til, at han resten af livet manglede halvdelen af sin hånd", fortalte min morfar.

Jeg brugte tit kompressoren. Når min morfar ikke var til stede, legede jeg med den.

Jeg holdt mig dog altid langt fra hjulet.

Jeg mener kun, han fortalte historien en enkelt gang. Det viser lidt om historiens magt. Hvis han bare havde sagt.

"Du må ikke røre ved hjulet! Det kan rive alle dine fingre af."

… er det langt fra sikkert, at jeg ville have husket hans formaning så sent som i dag. Jeg ville nok heller ikke have genfortalt historien for kammerater. Det gjorde jeg, hver gang de var med mig nede på gården. Om ikke andet, så for de bloddryppende detaljer.


Få start, mellem og slutning på din skriveproces

En god historie bruger en grundform, der hedder HJEM - UD - HJEM. Så simpelt kan det faktisk siges. Men det er ikke altid lige let at bruge denne formular, når du sidder foran computeren og bakser med dit manus.

Her er den FOR simpel og det skal jeg råde bod på. Jeg skal give dig en guide, der dykker dybere i historiens ingredienser og samtidig giver dig start, mellem og slutning på din skriveproces.

Når du har læst den, kan du begynde at øve dig. Hvis du øver dig, vil du med tiden skrive historier som en pro.

Kend reglerne, før du bryder dem

Det er i høj grad et håndværk at skrive historier. Du må meget gerne være kreativ i din skrivning. Du må også gerne bryde regler, når du fortæller. Det er dog en god ide at gøre dig bekendt med håndværket, kende reglerne og vide hvilke regler, du bryder med, når du skriver din historie.

Modellen går way back
Regler er til for dem, der ikke forstår at begå sig. Men de er også til for at blive brudt af dem, der ikke længere behøver regler.

Det siger jeg til dig, der ikke tror på skriveregler, men på instinkt, talent og guddommelig inspiration og til dig, der kun tror på regler, erfaring og fx analyse af målgruppen.

Det er ikke alle historier, der bruger min fortæller-model, men tæt på. De, der ikke gør, eksperimenterer med reglerne. Det er også helt fint. Det er bare bedst at kende reglerne, før du bryder dem. Det vil altid gøre dig til en meget bedre skribent.

Det skal også siges, at modellen, jeg om lidt beskriver, generelt har sammen funktion som AIDA indenfor copywriting. Den er bare meget ældre. Helt tilbage til Aristoteles (Poetikken, 335 f.kr.) har man forsøgt at beskrive den og man har brugt den siden tidernes morgen, ja, så længe man fortalte historier. Den virker, fordi den markerer historiens dramatiske struktur.

Tjek også nedenfor i indlægget, hvor jeg bruger 'Den lille pige med svovlstikkerne', som eksempel og viser, hvordan HC Andersens mesterlige historie er i fuldstændig overensstemmelse med fortæller-modellen, du læser om i dette indlæg.


Nødvendige ingredienser i den gode historie

Lad mig begynde med nogle ingredienser, der er nødvendige for, at din storytelling virker. Her skal jeg referere til egne erfaringer og et par af de bøger, der hjalp mig til at forstå og lære kunsten.

Tjek referencer
Den første er den dobbelte Pulizer-prisvinder, Jon Franklins, ‘Writing for Story’. Det er en fremragende bog - den klart bedste, jeg har læst om, hvordan du skriver historier. Det er den mest håndgribelige og handlingsrettede samling af tips til storytelling og samtidig den væsentligste inspirations-kilde til denne guide.

51ii9uk6ImL._SX333_BO1,204,203,200_
Jeg anbefaler bogen varmt til spirende storytellers.

Når det er sagt, drager bogen også inspiration fra især Linda Seger's *Making a Good Script Great", William E. Blundell's "The Art and Craft of Feature Writing", Steven KIng's "On Writing" og Peter Harms Larsens "Faktionen".

Sikkert også af andre af de bøger jeg har læst gennem tiden om kunsten af fortælle historier.



Dispositionen: Den dramatiske kurve

Den gode historie følger en dramatisk kurve, dvs. fortælleren strukturer de oplysninger, som historien består af på en ganske bestemt måde.

Dispositionen organiserer historiens sprogbilleder
Ifølge Jon Franklin er historiens bestanddele ikke fakta, sætninger eller ord. Historiens mindste-dele er sprogbilleder, der bevæger sig i læserens fantasi. Når du tilrettelægger billederne, så de tegner en dramatisk kurve, udgør de tilsammen en god historie.

Som sagt har historien noget forsimplet karakter af formen: HJEM - UD - HJEM - dvs. hovedpersonen er ok og i nogenlunde sikker havn ved historiens begyndelse. Derefter sejler hovedpersonen ud på sin odyssé. Han eller hun konfronterer faren og vender hjem igen til slut - enten i triumf eller fiasko.

Gå vi dybere i detaljerne, starter historien med et problem eller en komplikation. Komplikationen følges af 3 - 5 fem udviklingsfokus, der fungerer som akter i et teaterstykke og forløses efter et klimaks.

Rettere ...


(Klik på ‘Komplikation’, ‘1. udvikling’ osv. på grafens x-akse og få forklaret det enkelte led i historien)





  • Komplikationen

    I starten af historien gælder det om at fange læseren. Du fanger modtageren gennem historiens komplikation, dvs. den sekvens, der præsenterer hovedpersonens problem.

    Sæt scenen og gå så lige på og hårdt. Hvad sker der for hovedpersonen? Hvad skal hovedpersonen kæmpe med gennem historien? Dét skal fremgå hurtigst muligt af historiens komplikation.

    Få detaljerne
    I starten af historien gælder det om at fange læseren. Problemer er altid interessante. Derfor går du lige på med at præsentere hovedpersonens problem.

    Hvad skal hovedpersonen kæmpe med gennem historien? Hvad er det for en historie, du fortæller? Det skal fremgå hurtigst muligt gennem komplikationen.

    Selvfølgelig skal du give dig tid til at sætte scenen. Det er vigtigt, at modtageren ser hovedpersonen for sig og forestiller sig situationen, som karakteren har bragt sig i. Men du må ikke blive for lang i spyttet. Det er nu, du skal have modtageren hooked på historien. Det er nu, du fanger modtageren med din fortælling.

    Det er også nu, du anslår historiens tema.

    Så hurtigt, du kan, bør du øge spændingen. Giv den fuld gas, indtil du forløser historien midlertidigt i en skitse af dramaets kerne.

    Tjek komplikationen i HC Andersens ‘Den lille pige med svovlstikkerne’.
  • 1. udvikling

    Flash back og vis optakten til problemet og de umiddelbare konsekvenser af komplikationen. Vis, hvordan hovedpersonen for første gang forsøger at vride sig ud af sit problem.

    Hiv modtageren med længere ind i dramaet. Giv os større kendskab til hovedpersonens karakter. Øg gradvist spændingen, så 1. udvikling ender i en form for underklimaks, en cliffhanger, som nægter os muligheden for at slippe historien.

    Få detaljerne
    Din komplikation har vakt modtagerens interesse. Vi er indført i hovedpersonens problem. Hvis du har gjort dit arbejde ordentligt, har vi allerede overgivet os til dramaet. Vi bider negle på kanten af vores sæde.

    Vis nu, hvordan hovedpersonen begynder at slide sig ud af kattepinen. Vis komplikationens konsekvenser.

    Giv os større kendskab til hovedpersonens karakter. Øg gradvist spændingen, så 1. udvikling ender i en form for underklimaks, en cliffhanger, som nægter os muligheden for at slippe historien.

    Hvis flashbacks og mere langsommelige informationer bliver nødvendige for, at historien hænger sammen, er det fornuftigt at placere dem i starten af 1. udvikling. Modtagerens tålmodighed rækker aldrig længere end her, hvor du har hooked publikum med din komplikation.

    Tjek 1. Udvikling i HC Andersens ‘Den lille pige med svovlstikkerne’.
  • 2. udvikling

    Her viser du bl.a. hovedpersonens rygrad.

    Vis karakterens initiativ gennem nye forsøg på at løse sit problem. I den her del af historien vil hovedpersonen ikke nå sine mål og vedkommendes problem vil bare vokse sig større.

    Få detaljerne
    Hovedpersonens problem medfører nye og uventede følger. Hvor 1. udvikling viser os hovedpersonens karakter ved fx at forklare optakten til komplikationen via flash backs, bruger du anden 2. udvikling til at vise hovedpersonens rygrad.

    Vis karakterens initiativ gennem nye forsøg på at løse problemet, der i den her del af historien bare vokser sig større.

    Lad hovedpersonen svede under byrden. Vis, at det er Guds nåde og arbejdsomhed, der bærer hovedpersonen videre. På dette stadie ved karakteren endnu ikke, hvad der skal til for at komme ud af den vanskelige situationen.

    Også her bør du forøge spændingen undervejs. Skab et subklimaks, så modtageren bliver hængende. Typisk vil 2. udvikling ende med, at karakteren banker hovedet imod en mur. Også dette forsøg går galt. Der er lang vej hjem og situationen har aldrig været mere desperat.

    Tjek 2. udvikling i HC Andersens ‘Den lille pige med svovlstikkerne’.
  • 3. udvikling

    3. udvikling leder til, at hovedpersonens tanker og instinkter går i ét og han eller hun pludselig erkender, hvordan faren skal overvindes.

    3. udvikling tager over, hvor hovedpersonen puster ud efter 2. udvikling. Typisk skal vi ikke langt ind i 3. udvikling, før vi når et ”Point of Insight”, hvor du lader din hovedperson erkende og se problemerne i øjnene og tage logiske skridt for at overvinde dem.

    Lad enden af 3. udvikling indvarsle historiens klimaks.

    Få detaljerne
    Døden banker på. Han står derude. Du sidder musestille i hjørnet med knæene trukket op under brystet. Under døren ser du de sorte skygger fra hans fødder. Pludselig ved du, at du ikke længere kan flygte. Du ved, hvad du bør gøre. Du beslutter dig, rejser dig, langsomt, lydløst. Du gør dig klar til at angribe, så snart han slår døren ind.

    Et sted først i 3. udvikling går hovedpersonens tanker og instinkter i ét og han eller hun erkender, hvordan problemet skal løses og faren overvindes.

    Denne erkendelse er ”The Point of Insight”. Hovedperson erkender og ser problemerne i øjnene og tager logiske skridt for at overvinde dem.

    3. udvikling starter yderst desperat. Derefter sker der ting og sager, der leder til, at hovedpersonen overskuer problemet. Pludselig ved hovedpersonen, hvad han eller hun bør gøre. Desperationen efterfølges af en erkendelse. Erkendelsen efterfølges af hovedpersonens handlinger. Handlingerne repræsenterer selve overvindelsen og præcist dér, hvor læsset tipper - enten til hovedpersonens fordel, dvs. mod overvindelsen, eller til vedkommendes undergang, hvis vi taler om en tragedie - lige dér finder du historiens klimaks.

    I klimaks er spændingen på sit allerhøjeste. Du lader hovedpersonen konfrontere sine problemer direkte på den eneste mulige måde. Alle andre handlemuligheder er allerede gået galt i løbet af historien.

    Tjek 3. Udvikling i HC Andersens ‘Den lille pige med svovlstikkerne’.
  • Forløsning

    I klimaks møder hovedpersonen sin skæbne. Klimaks viser det endelige opgør, selve angrebet, kampen, overvindelsen eller hovedpersonens undergang.

    Hvad end klimaks fører med sig, giver det svar på spørgsmål, som dramaet stiller undervejs. Det er både de spørgsmål, som hovedpersonen søger svar på gennem historien. Hvem gjorde det - hvem begik mordet? Det er også spørgsmål, som læseren eller modtageren søger svar på, når han eller hun konfronteres med historiens temaer. Hvorfor blev mordet gjort, hvad er det udtryk for og hvad kan vi lære, at historien?

    Få detaljerne
    Lad din hovedperson konfrontere problemet direkte med de redskaber, hovedpersonen har.

    I klimaks møder karakteren sin skæbne. Klimaks viser det endelige opgør, selve angrebet, kampen og overvindelsen. Det er her, hovedpersonen klarer sine vanskeligheder eller ser sit fald i øjnene.

    Efter klimaks er der ro.

    Hvad enten, det endte godt eller skidt, har hovedpersonen lært sin lektie og dramaet ebber ud.

    Det er nu, at modtageren får tid til at reflektere. Enden er trist eller happy. Den giver dig noget at tænke over. Forløsningen dvæler ved trådene, som den reder ud og samler for os. Den giver os plads til, at vi kan lære af historien.

    Tjek Klimaks i HC Andersens ‘Den lille pige med svovlstikkerne’.

 




Den lille pige med svovlstikkerne



Komplikation: Pigen taber tøflen

Det var så grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo rigtignok haft tøfler på, da hun kom hjemme fra; men hvad kunne det hjælpe! det var meget store tøfler, hendes moder havde sidst brugt dem, så store var de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over gaden, idet to vogne fór så grueligt stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunne han bruge til vugge, når han selv fik børn.

1. udvikling: Pigen tænder 1. tændstik

Dér gik nu den lille pige på de nøgne små fødder, der var røde og blå af kulde; i et gammelt forklæde holdt hun en mængde svovlstikker og ét bundt gik hun med i hånden; ingen havde den hele dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille skilling; sulten og forfrossen gik hun og så så forkuet ud, den lille stakkel! Snefnuggene faldt i hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken, men den stads tænkte hun rigtignok ikke på. Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg; det var jo nytårsaften, ja det tænkte hun på.

Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt. Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak én ud, "ritsch!" hvor sprydede den, hvor brændte den! det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! nej, hvad var det! - Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, – – da slukkedes flammen, kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.

2. udvikling: Pigen tænder 2. tændstik

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor skinnet faldt på muren, blev denne gennemsigtig, som et flor; hun så lige ind i stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid dug, med fint porcelæn, og dejligt dampede den stegte gås, fyldt med svesker og æbler! og hvad der endnu var prægtigere, gåsen sprang fra fadet, vraltede hen af gulvet med gaffel og kniv i ryggen; lige hen til den fattige pige kom den; da slukkedes svovlstikken og der var kun den tykke, kolde mur at se.

3. udvikling: Pigen tænder 3. tændstik

Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene og brogede billeder, som de der pynter butiksvinduerne, så ned til hende. Den lille strakte begge hænder i vejret - da slukkedes svovlstikken; de mange julelys gik højere og højere, hun så de var nu de klare stjerner, én af dem faldt og gjorde en lang ildstribe på himlen.

"Nu dør der én!" sagde den lille, for gamle mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud.

Klimaks og forløsning: Pigen tænder hele bundtet

KLIMAKS: Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormor, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. "Mormor!" råbte den lille, "Oh tag mig med! jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!" - og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormor; og svovlstikkerne lyste med en sådan glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, - de var hos Gud!

FORLØSNING: Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden - død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf et knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormor var gået ind til nytårs glæde!


 



DEL II: GODE RÅD TIL STORYTELLING



Nu har du forhåbentlig forstået den overordnede struktur, som god storytelling benytter sig af. Derfor vil jeg give dig nogle praktiske redskaber, der hjælper dig med at fortælle historien bedst muligt.

Sjovere og bedre
Redskaberne vil hjælpe dig med at vælge, hvordan du skriver historien.

Når du har øvet dem og de sidder på rygraden, behøver du ikke længere at stoppe op, genlæse og træffe så mange bevidste valg undervejs.

Valg truer skriveprocessen. De nedsætter tempoet. Når du rent instinktivt ved, hvordan den skal skæres, koncentrerer du dig i højere grad om bare at fortælle. Skriveprocessen bliver lettere. Arbejdet bliver sjovere og det færdige produkt bliver bedre og mere til pointen.


 

Brug aktive verber

Der findes passive og aktive sprogbilleder. Det er billeder, der bevæger sig eller størkner for modtageren afhængigt af verberne i de sætninger, der udtrykker dem.

Du skal bruge aktive verber. De viser bevægelserne, der udgør dramaet. De vækker billeder til live i modtagerens fantasi. De tydeliggør bevægelsen og suger modtageren med ind i dramaets aktivitet.

Læs alt om aktive verber og sprogbrug her.

Sprogbilleder, der bevæger sig
I billedet: ’Han har kastet hendes bilnøgler i havnen’, bidrager det passive verbum ’har’ til, at sprogbilledet krystalliseres for modtagerens blik. Du ser ned i det mørke vand og forestiller dig nøglerne på bunden.

I billedet ’Han kaster hendes nøgler i havnen’ bidrager det aktive verbum ’kaster’ til, at billedet i højere grad bevæger sig for læseren.

Som modtager ser du kastet for dig og dermed også ham, der kaster. Du fokuserer på mennesket og karakterens handlinger. Det er her dramaet direkte udspiller sig. Nøglen på havbunden er blot en konsekvens deraf.


 

Dramaet handler om mennesker

Vi var inde på det tidligere. Dramaet kommer til live ved de handlinger, som historiens personer udfører. Det er karakterernes handlinger, de aktuelle og potentielle personlige, mellem-personlige og materielle konsekvenser, som dramaet sætter i spil.

Dramaet gør dig klogere på eksistensen


Vi følger aldrig en bilnøgle, der ligger på havets bund. Du kan ikke lave drama over døde ting. Jo, det kan du godt, men ikke uden, at du først gør dem levende og dvs. giver dem menneskelige egenskaber.

Dramaet skal være partisk. Det skal vise dybt ned i historiens karakterer. Det skal vise deres følelser, tanker og handlinger, som modtageren skal kunne forstå via empati. Derfor må forfatteren nødvendigvis vise verden fra karakterernes synsvinkel.

I naturprogrammer, hvor skaberne filmer dyrenes liv, giver de dyrene menneskelige egenskaber eller filmer situationer, som vi identificerer os med og sætter os ind i via empati.

Dramaet handler altid om noget menneskeligt, noget, der gør modtageren klogere på verden og sig selv som menneske.


 

Dramaet skal have en hovedperson

Det kan være et menneske, et dyr eller modtageren selv.

Detaljerne
I Disney's historier er det ofte dyr (med menneskelige egenskaber), der er hovedpersonerne.

I naturprogrammer kan dyret, vi følger fungere som hovedperson. I film, hvor du først følger en havmåge og en terne, så en krabbe, en sild og en torsk og hvor ikke én af ‘karaktererne’ dominerer historien, skal der noget andet til, der binder historien sammen, før den virker dramatisk.

Det kan være en ukendt fare - fx truslen fra klimaforandringer. I sådanne historier er det dig, der ultimativt er hovedpersonen, som modtager af historien.

Hvorom alting er, historien skal have en hovedperson. Nævn mig én god historie, der ikke har en hovedperson.


 

Lad din hovedperson gennemgå en udvikling

Dine karakterer og dermed din hovedperson skal altid gennemgå en form for udvikling.

Men bare rolig. Det kommer i hvert fald hovedpersonen til, hvis du formår at sammensætte en god komplikation. I det mindste vil karakteren gennem historien blive klogere på, hvad der skal til for at løse det problem, der udgør historiens kerne.

Kig grundigt på din komplikation
Det samme gælder for produktvideoer, som indledes med, at hovedpersonen bakser med et eller andet fagligt problem og dernæst vælger en genial løsning fra en virksomhed, der går hen og redder medarbejderens dag. Det kunne være noget software.

Det gælder faktisk også for sitcoms, som ‘Venner’ og ‘Klovn’ - selvom karaktererne altid er de samme og gør de samme dumme ting. I sitcoms udvikler karakterne sig også undervejs. De nulstilles bare til deres gamle selv, når en ny episode begynder.

Inden, du skriver, bør du kort sagt kigge grundigt på din komplikation.

Kommer hovedpersonen til at gennemgå en spændende udvikling? Kan du tilføje perspektiver til personens dilemma? Kan du give historien en eksistentiel vinkel ud over den rent pragmatiske, der angår knusning af et fagligt problem.

Husk, at dit drama altid handler om mennesker. Det er mennesker (eller levende væsener med menneskelige egenskaber), som modtagerne kræver at høre om gennem din historie. Derfor er hovedpersonens udvikling meget vigtig at skele til. Planlæg den allerede inden, du begynder at skrive.


 

Don’t tell, but show it

Den gamle traver, som er det første den nyfødte skribent konfronteres med.

Lad modtageren selv opleve historien
Reglen retter sig typisk mod, hvordan du beskriver dine karakters observationer, følelser og reaktioner. Lad karakterne vise, hvordan de reagerer og lad så modtagerne selv slutte sig til, hvordan karakteren har det.

Lad det ikke hedde sig, at det er dig som forfatter, der oplever historien og at du derefter prøver at fortælle den videre til os.

Skriv ikke:

- Den nat døde hendes mor og hun var der og hørte de sidste åndedrag. Det var slet ikke til at forstå.

Det er modtageren, der skal opleve hændelserne i historien. Oplys i stedet om hovedpersonens situationen og giv os lov til at forstå den via empati.

Skriv:

- Nu lyttede hun ikke længere efter morens åndedræt. Hjertet slog ikke længere og varmen sev fra morens hænder. Hun holdt dem og stirrede hen over sengen på tapetet.


 

Kill Your Darlings

Du har skrevet en passage, du virkelig elsker. Den er sublim, en top af dit talent, lige til verdenslitteraturen - men den passer ikke ind i historien uanset, hvad du gør.

Dræb den!
Du bliver nødt til at dræbe den.

Brug den et andet sted. Hvis den bliver et bump på vejen i din storytelling, bliver du nødt til at fjerne den. Sorry, men helheden tæller højere end delene. Du må dræbe dine darlings.


 

Hold sammen på info

I et drama er der selvfølgelig detaljer om ting og begivenheder, som ikke skal afsløres allerede fra starten. Informationer skal serveres på de rigtige tidspunkter. Timing betyder alt, når du opbygger spænding.

Men der er også altid ting og begivenheder, der skal beskrives, som ikke har med spændingen at gøre – som simpelthen bare skal beskrives af hensyn til historiens sammenhæng. Når du tager hul på disse beskrivelser, så gør dem færdig i ét ruf.

Spring forvirrer både forfatter og modtager
Lad være med at starte på dem, hvorefter du serverer en del af informationen, for så at springe til beskrivelsen af andre ting og derefter springe tilbage igen. Jo mere du springer, jo mere forvirrer du læseren og jo mere forvirrer du dig selv som forfatter.

Er det hele nu også beskrevet, så det kan forstås? Mangler der noget? Er der huller i historien? Er det nødvendigt at samle op, når nu der kom en beskrivelse af noget andet imellem?

Sådanne overvejelser behøver du i langt mindre grad, når du fører beskrivelsen til ende, så snart du vælger at gå i gang med den.

Dette råd gælder i høj grad også, når du skriver alle mulige andre tekster – akademiske opgaver, rapporter, reklame, andet journalistik end non-fiction osv.:

Hold informationerne sammen og før dine beskrivelser til ende! Sådan bliver det lettere for modtageren at forstå din tekst – og lettere for dig at holde overblik over det, du skriver.


 

Lav historiens disposition i overskrifter

Det er en god ide at planlægge din historie, før du begynder at skrive. Det gør du ved at angive overskrifter for din komplikation, udviklinger og forløsning.

Det vil stå aller-klarest for dig, hvordan du skriver historien, hvis du korter dine overskrifter ned til tre ord - et personligt pronomen (jeg / han / hun), et verbum (overvinder / udsletter etc) og et navneord (frygten / kræften / uhyret etc.).

Hvis du sætter dig som mål at skrive dispositionens overskrifter i 3 ord, tvinger du dig selv til at finde essensen af historiens enkeltdele.

Planlæg & justér
Undervejs, som du skriver, vil historien få sit eget liv. Du kan planlægge, men du kommer til at justere undervejs.

Dine overskrifter kan hjælpe dig med at rette til. Du kan justere i forhold til passagen, du skriver på i øjeblikket og på den måde holde blik for helheden samtidig med, at du arbejder i detaljen.

Se, hvilke overskrifter, HC Andersen kunne have brugt i planlægningen af 'Den lille pige med svovlstikkerne'.


 

Start med slutningen, hvis plot er vigtigt

Jo mere din historie afhænger af plot, des sværere bliver det at starte med at skrive den fra historiens begyndelse og ende ved historiens slutning.

Plot-afhængige historier er fx krimier, thrillers, adventure, science fiction, non-fiction, dvs. de fleste historier, vi kender.

Historier og kunstneriske eksperimenter
Historier, som William Burroughs ‘Naked Lunch’, James Joyce’s ‘Ulysses’, Jack Kerouac's ‘On the Road’ og andre mere eksperimenterende værker, drives ikke frem af et spændende plot. Det betyder ikke, at bøgerne er skrevet fra historiens start til slutning. Kun, at andre virkemidler end plot skaber fremdrift. Det kan være en kunstnerisk vision eller eksperimenter med nye måder at skrive på.

Problemet med at starte ved begyndelsen og håbe på at finde en slutning undervejs er, at de spor, du lægger ud, bliver sværere og sværere at samle, som du kommer længere hen i historien.

Når fortællingen virker, er det, som om den begynder at leve selv. Karaktererne tager uforudsete beslutninger, som du lærer dem bedre at kende gennem skriveprocessen. Der sker ting mellem historiens personer, du ikke kunne regne ud i forvejen.

Der skal være plads til, at historien lever - men hvis du ikke ved, hvor den skal lande, før du begynder at fortælle, vil du nå til et punkt, hvor du ikke længere kan holde styr på elementerne, der skal forløses gennem historien.

Hvis du derimod starter med slutningen ved du, hvor historien skal lande. Med overblik over slutningen, vil du hele tiden kunne afstemme reaktioner og begivenheder i forhold til slutningen og du vil kunne forløse præcis de udfordringer, du beskriver, at dine karakterer har.


 

Chekhovs gevær

Fjern alt, der ikke har relevans for historien. Hvis du i det første kapitel beskriver, at der hænger en riffel på væggen, skal den absolut gå af i andet eller tredje kapitel. Hvis den ikke bliver fyret af, skal den slet ikke hænge på væggen, siger den russiske forfatter og dramatiker, Anton Chekhov.

Bang, den lige linje
Chekhovs gevær er et dramatisk princip, der sikrer stringens og hjælper dig med at toptune dine historier.

Når alle genstande og begivenheder, du beskriver i din historie, er relevante i forhold til miljø-, personkarakteristikken og plottet i det hele taget, vil du alt andet lige få en mere stram historie - og du vil drive modtageren frem uden sidespring.

Når du starter med slutningen i den plot-afhængige historie, siger det også sig selv, at du får lettere ved at efterleve princippet.


 

Lose Yourself og få flow

Når du skal til at fortælle historien, skal du være ordentlig forberedt. Al din research skal du have lavet. Dine noter skal være organiserede, din disposition klar, kaffen lavet, skrivebordet ryddet for ting, der kunne distrahere dig.

Om flow-skrivning
Når du er helt klar og alle forholdsregler er truffet, går du i gang med at skrive dit rough draft. Det er nu, du kun koncentrerer dig om at fortælle historien. Du skriver som en gal. Du behøver ikke læse tilbage i manuskriptet, fordi du ved, hvordan historien skal udvikle sig og der er ingen grund til at foregribe finpudsningen, der kommer på et senere stadie.

Du opnår det bedste resultat, hvis du kan finde ud af at arbejde hurtigt. Hvis du hele tiden stopper op og genlæser det, du har skrevet, fortaber du dig i detaljerne og så mister du nemt overblikket. I virkeligheden bør du fortælle historien, som du gør, når du fortæller en vits til en kammerat. Historien skal fungere i realtime. Det er lettest at få den til at fungere, når du fortæller den i realtid.

Du kan læse mere om emnet hos Bo Skjoldborg, der har skrevet en ret god bog, der hedder Flowskrivning - Vejen til mere flydende skriveprocesser.


 

1. udkast skal være råt

Jo mere råt dit 1. udkast er, dvs. jo hurtigere, det er skrevet - des lettere er det som oftest at finpudse.

Når du allerede har brugt timer på enkelte passager, som hver for sig er blevet helt skarpe og fremragende i sig selv, bliver det umådelig svært at dræbe dem, når det engang imellem viser sig, at de ikke passer i historien som helhed.

Undgå, at du mister overblikket
Når du går i detaljer for tidligt, mister du overblikket. Hvis du fortæller, når du fortæller og pudser, når du er færdig, vil du meget lettere kunne se detaljerne i lyset af historiens helhed.

Detaljerne tæller, men hvis du skriver en historie, der satser på plot, så er det helheden, der bestemmer dem. Dramaet udfolder sig i historiens helhed og det er dramaet, der hooker modtageren og holder vedkommende fast fra minut til minut og time til time. Detaljerne er selvfølgelig til for at fornøje læseren - f.eks. ved sin elegance - men i høj grad også for at drive plottet frem og få det til at udfolde sig fra den ene udvikling til den næste.


 

Finpudsning til 2. udkast

Lad 1. udkastet hvile, når det er skrevet.

Inden, du finpudser, er det en god idé at få historien lidt på afstand, så du lettere ovenfra bliver i stand til at se styrker og svagheder i det, du har skrevet.

Når du lige har skrevet dit første udkast, bør du læne dig tilbage efter en kraftanstrengelse. Klap dig selv på skulderen. Sæt dig tilbage i stolen og tænd din cigar. Se noget fjernsyn og fyld hovedet med noget andet end historien.

En fare ved at pudse for tidligt er, at du stirrer dig blind på detaljer. Når du derimod får historien en smule på afstand, er det nemmere at overskue helheden i forhold til delene og tilsvarende nemmere at sætte ind med hensigtsmæssig redigering.

Test og puds dit 1. udkast
Genlæs historien og mærk efter på alle parametre.

  • Sæt dig i læserens sted. Hvad føler du?
  • Holder strukturen eller finder du huller i historien? Overholder du Chekhovs lov?
  • Hvordan udvikler hovedpersonen sig?
  • Bygger dine billederne på hinanden, når du beskriver personer og begivenheder? Tegner du klare billeder for blikket af en modtager.
  • Bruger du de rigtige ord? Der er ligesom en gnist og et lyn til forskel på de rigtige og de helt rigtige ord. Du kan bl.a. observere det ved at teste, om du stadig vækker følelser, når du fjerner tillægsord?

    Husk, at LESS IS MORE, dvs. simpelhed + klarhed = elegance. Læg dertil en god disposition, der tilføjer drama til teksten og nu har du en god historie.


 

Først nu kan redaktøren tage over

Nu er du klar til at lange manus videre til din redaktør. Nu har du gjort, hvad du kunne for at skrive dine ideer ud på egen hånd og du har arbejdet og gjort tingene i en god rækkefølge. Sommetider – både når du synes, dit manus er virkelig godt og når det ikke rigtigt virker – kan det være en fristelse at få en ven til at læse det igennem og give en kommentar.

Det bør du udlade for tidligt i processen. Tidligt i processen er redaktøren næsten aldrig kvalificeret til at give et input, du kan bruge til noget som helst.

Tidlig kritik demotiverer
I det omfang, at du ikke selv har gjort manuskriptet færdigt, har du heller ikke redegjort så tydeligt, du kunne for den idé, der ligger bag. I så fald kræver det en meget erfaren redaktør at gennemskue idéen og måden, du tænker at realisere den i dit manus. Typisk vil din tekst få en halvlunken modtagelse. Det kan også være, at læseren siger, det er fedt, men i de fleste tilfælde vil du ikke kunne bruge nogen af delene til noget som helst – simpelthen fordi du ikke selv har givet den al den ketchup, du har i flasken.

Det er meget let at blive demotiveret tidligt i processen, hvor du også selv er i tvivl om udkommet af dine anstrengelser. Din intuition er jo ikke nedfældet endnu og hvis folk læser det, du har skrevet og på én eller anden måde udtaler sig i modstrid med din intuition (hvad enten, det godt eller skidt dét, de siger), er det meget let at opgive projektet, fordi ’det alligevel ikke giver mening for udefrakommende’.

Gør dig selv den tjeneste: hold dit manus for dig selv, indtil du er færdig med at skrive det.

Når du er færdig, er det relevant med feedback. Det er også utroligt givende, fordi du altid som forfatter sidder i en boble og forudsætter ting, som modtageren ikke er med på.

Nu er du også klar til at modtage feedback - til at få øje på ting, du ikke selv lagde mærke til i din boble.


 

Har jeg glemt noget?

Og hermed overgiver jeg dig til din skriveprocess.

Men først skal jeg lige høre dig. i fald du selv også er en nogenlunde garvet skribent: Har jeg glemt noget! Har jeg sprunget over nogle råd over, der skal med i guiden?

Læg meget gerne en kommentar.

Hvis du har spørgsmål svarer jeg også gerne. Stil dem via kommentarfeltet.

Når det er sagt, så knæk og bræk med dit arbejde!





Af Torben Slot Dabelsteen
Af Torben Slot Dabelsteen
Torben er journalist & cand. mag. i filosofi & etnologi. Til dagligt arbejder han som tekstforfatter med produktion af indhold til nettet. Desuden specialiserer han sig i SEO, PR & Content Marketing.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *